Seneste Blog-Artikler:
At hjælpe et menneske i sorg.
"Bare sig til hvis der er noget jeg kan hjælpe med...Lov mig at du siger til...ikke?"
Dette er nok den mest udbredte sætning man hører fra venner og familie, når man er et menneske der er i sorg.
Har man mistet et nært familiemedlem eller nær ven, er det ofte svært for omgivelserne at tilbyde den rette hjælp.
Problemet ved denne velmenende sætning er imidlertid, at et sørgende menneske sjældent er i stand til at udtrykke hvornår og hvordan han eller hun behøver hjælp.
Sorg som følge af et pludseligt tab rammer som en orkan, og i orkanens øje er alt kaos. Overblikket er fuldstændigt mistet, man driver rundt på må og få, og prøver desperat at holde fast i et eller andet fixpunkt på vejen.
Selvfølgelig er det også svært at være pårørende til et sørgende menneske. Angsten for at sige og gøre noget forkert er overvældende.
Det skal også siges, at mange pårørende jo ofte også kendte den afdøde person, og også er i en form for sorg.
Ja, selvom man som pårørende ikke kendte den afdøde, kan man alligevel blive meget påvirket af at se et menneske i sorg.
Det vækker jo følelser og en erkendelse af hvor skrøbeligt og utilregneligt livet kan være for os alle.
I min psykologpraksis har jeg mødt adskillige klienter der fortæller hvordan venner og familie stille og roligt forsvinder, efter at de har sagt den velmenende sætning: "bare sig til hvis vi kan hjælpe med noget..."
Men Hvad kan man som pårørende så gøre istedet?
Der er ingen tvivl om at de pårørende mener det godt, og også vil gøre alt de kan for at hjælpe.
Men i stedet for at lade det være op til den sorgramte at byde ind med, hvad han har behov for, bør man i stedet møde op hos den sorgramte.
Man bør vise sin deltagelse i sorgen. At man tør være tilstede i det, sammen med den sorgramte.
I stedet for at stille det diffuse, overordnede og åbne spørgsmål : "Sig til hvad vi kan gøre...", bør man i stedet betragte og mærke efter hvad der kunne være behov for.
Da jeg selv mistede min hustru for 14 år siden, husker jeg tydeligst den hjælp jeg fik fra et vennepar, som kom til mit hjem. De så at en glasdør i mit hjem var revnet på midten. Det havde jeg og mine børn ikke skænket en tanke. Mit vennepar sagde med det samme: "Det får vi lige ordnet.." Hvorpå de ringede til en glarmester.
Andre venner og familie mødte også op. Ringede på min dør. Og selvom jeg sagde at jeg ikke var i humør til at snakke, kom de igen den næste dag,..og den næste,.. og den næste igen. På den måde viste de deres deltagelse, at de var der...
De kom også med et måltid mad en gang imellem, hjalp til med børnepasning og rengøring mv.
Helt almindelige gøremål, som for den sorgramte kan virke uoverskuelige. Og selvom det er små konkrete ting som et måltid mad, er det ikke mindst symbolværdien i det, som er vigtig.
Jeg kunne sagtens have levet det næste år med en revne i min glasdør (som, selvom den var stor, overhovedet ikke tog min opmærksomhed).
Det var symbolet i, at der var et menneske der deltog, der på en måde tog styringen for en stund. At jeg ikke var helt alene.
Jeg har hørt om en soldats enke, hvis mands soldaterkammerater mødte op, og slog et legehus op for deres afdøde vens børn.
Sådan skal det være...
Det vigtigste er, at man viser sin deltagelse i sorgen ved at hjælpe med noget konkret.
Ved at være tilstede både i larmen men også i stilheden der følger efter orkanen.
(Selv) Kritik og perfektionisme.
Jeg har ofte - specielt i mine yngre år - oplevet at (selv) kritik og tanken om at alt skal være helt perfekt, har afholdt mig fra at videreudvikle mange kreative ideer og værker.
Det er ofte som om jeg skrotter ideen allerede inden den ser dagens lys, i stedet for at arbejde videre med ideen, og give den muligheden for at vokse sig til et kreativt værk.
Jeg tror, at dette hænger sammen med at vi jo så gerne vil præstere godt, og opføre et så perfekt resultat som overhovedet muligt.
Men et resultat heraf er, at mange kreative ideer dør ud inden de overhovedet får en fair chance, fordi noget i os konstant vurderer og dømmer ide-udviklingsprocessen mhp. det færdige resultat.
Vi giver således ikke os selv lov til bare at “Være tilstede” i den kreative proces, som består i at udvikle idéen til et færdigt værk. Vi har for travlt med at betragte ideen og værket udefra, med andres øjne, for at bedømme hvordan det vil blive modtaget. Vi er nok bange for andres negative vurdering og bedømmelse, hvilket får os til at skrotte en idé der kunne have vokset sig til et godt færdigt værk. Vi ved jo aldrig helt hvad vej den kreative idé tager, og vi bliver mange gange overrasket over hvad det færdige produkt ender ud med.
Ofte er det fordi vi i barndommen efterhånden lærer - af bl.a. forældre og i skolen - at det færdige resultat er enormt vigtigt. At vi skal være ‘dygtige’ og præsentere et flot og nydeligt resultat/produkt.
Vi introducerer således et ”bedømme-instans” i barnet, og begynder herved at ødelægge barnets iboende kreativitet og ide-udviklingsproces.
Tænk hvis vi dog i stedet bare kunne se livet som en lang gang øvelse, og bare nyde at være tilstede i det, i stedet for at fokusere på målbare resultater af det vi udretter.
Jeg har selv gennem mere end tyve år skrevet og produceret musik, og er stadig langt fra at være en 'mester' eller noget der ligner. Jeg har udviklet erfaring med faget, og ved lidt om hvilke virkemidler jeg kan benytte for at drive ideen og værket i en given retning.
Nu forsøger jeg mig en gang imellem med at male akvarel. Og mens jeg sidder og maler, kommer tanken ofte over mig:
“Don't screw it up!!”.
Maleriet er måske lige blevet så ‘nydeligt’, men de næste penselstrøg kan jo ødelægge det hele, siger jeg til mig selv.
Så i stedet for at kaste mig videre ud i det og prøve at fuldende maleriet, har jeg nogen gange bare ladet maleriet være, fordi jeg var bange for at ødelægge det ved at male videre. (Din kujon Hans)
En af mine døtre sagde på et tidspunkt til mig, at hun da havde krøllet tusindvis af malerier sammen, inden hun havde lært og udviklet sig inden for male-kunsten.
Hun fortalte desuden, at hun som oftest bare nød at sidde og lave krusseduller, og se hvordan det hele udviklede sig.
Det måtte jeg jo så lige tænke lidt over, og jeg blev vist nok en smule flov. Her sad en 13 årig pige da vist lærte mig et og andet.
Vi skal nok mere lære at se kreativiteten og livet som en lang gang øvelse, uden (for meget) fokus på det færdige resultat.
Hvor det er vigtigere hele tiden at lære og udvikle sig.
Man kan jo sige:
"Hellere male et maleri man kommer til at 'ødelægge', men hvor man lærer noget, end ikke turde male maleriet færdigt af frygt for at fejle."
--------------------------------------------------------------------------------
Retten til at være ejendommelig.
En af mine nære familiemedlemmer kalder mig ofte for ‘ejendommelig’.
Han uddyber ved at sige, at jeg ikke lige er som folk er flest, og har nogle særprægede, eller ejendommelige måder at gøre, og forholde mig til ting og omverdenen på.
Det har jeg valgt at tage som en kompliment, selvom det måske ikke altid var ment sådan.
At være ejendommelig er vel at være sin egen ejendom. At have integritet og ikke være til fals for andres meninger eller modefænomener.
Jeg er udmærket klar over at ordet ‘ejendommelig’ oftest har en negativ klang.
Dette kan vel skyldes at den ejendommelige skiller sig ud fra mængden, og måske vil være besværlig at have med at gøre. At man er nødt til at stoppe op, og forholde sig til det ejendommelige. Normalt vil vi som mennesker helst bare ‘køre’ derudaf, uden at forholde os til ret meget. Det bliver ofte besværligt og tidsrøvende at forholde os til ejendommeligheder i omverdenen, når vi egentlig helst bare vil fra A til B og hjem og se fjernsyn.
Gennem de sidste år er antallet af diagnoser blandt børn og unge steget markant. Jeg er generelt meget imod at inddele mennesker i kasser og systemer.
Årsagen til at vi alligevel gør det mere en nogensinde, er vel, at nogle mennesker ikke lige passer ind i vores ‘effektivitetssamfund’. Med dette mener jeg, at hvis et barn ikke lige reagerer som det forventes, så kan det nemmeste være at tage dette barn ud af gruppen, og placere det i en gruppe sammen med andre børn der også opfører sig ‘unormalt’.
Herved kommer hovedgruppen af ‘normale’ til at fungere mere effektivt, da den ikke længere skal tage hensyn til dem der agerer ‘unormalt’ og sænker effektiviteten i gruppen.
Jeg mener, at der sker en klar overdiagnostisering og derved sygelighedgørelse af børn idag. Man bør i højere grad passe på med at slynge om sig med diagnoser til børn, der reagerer umodent, ejendommeligt eller måske bare lidt mere uroligt og kreativt end normalen.
I stedet for at tale om normal vs unormal, kan man vel sige at vi alle befinder os på et kontinuum. Vi har nok alle grader af f.eks ADHD og udviser moderate eller mere udprægede symptomer. Men vi skal alle have en plads, og spørgsmålet er, om ikke man skal forsøge at rumme børn med problemer, og inkludere dem, istedet for at adskillle dem fra normalgruppen.
Selvfølgelig er der helt klare tilfælde, hvor diagnoser kan være på sin plads, og hvor barnet ikke har gavn af, eller vil få det meget dårligt, ved at være i den ‘normale’ gruppe. Hvor der skal tages så store hensyn til barnet, at det vil få det bedre i en gruppe, der har flere ressourcer til at hjælpe barnet.
Men jeg mener, at mange af de diagnoser der gives til børn er forkerte, og et resultat af at systemet/skolen/børneinstitutionen har givet op i forsøget på at integrere dem. Man kan næsten ikke bebrejde dem, da skole og institutioner jo ikke har de store ressourcer at gøre godt med. Der skæres ned på nomineringer, og alt effektiviseres. Og det ligger bare i tiden, at man gør det på denne måde. Får sendt barnet til psykiatrisk udredning og får det tilbage med en diagnose, som gør, at man placere barnet udenfor normalgruppen.
Jeg mener at vi må omtænke hele skolesystemet. Der skal tilføres flere ressourcer og penge til skole og institutioner, så der f.eks. kan være flere lærere og pædagoger eller medhjælpere pr klasse. Disse penge ville være bedre givet ud end at bruge dem på psykologer, psykiatere og medicinal-industrien.
Måske kunne der være en person der primært fokuserer på trivslen i klassen og en Lærer der fokuserer på det faglige.
De ‘stærke’, ‘velfungerende’ børn kunne også inddrages til en vis grad i at få alle med. Det er vel også en måde, at lære børn om ansvar for de ‘svage’ i stedet for at opmuntre dem til at mele deres egen kage, for at komme frem i verden og få succes. I forsvaret lærer man, at ingen kæde er stærkere end det svageste led, og at man skal have alle med gennem forhindringerne.
Det er en bekymrende udvikling at så mange børn idag diagnosticeres.
At få inkluderet flere ‘ejendommelige’ børn i normalgruppen må være en af de helt store opgaver for fremtidens skolesystem.
Vi må i højere grad lære børnene, at det er ok at være ejendommelig. At det er ‘normalt’ og en selvfølgelighed, at der tages hensyn til andre end dem der klarer sig uden problemer. Børnene bør lære at rumme det særprægede (og den måske mere kreative tilgang til omverdenen). Det mener jeg er vigtigere læring, end at alt i verden skal være effektivt og problemfrit.
For yderligere artikler
se facebook her
Søndergade 29, 8382 Hinnerup
Meredinpsykologi@gmail.com
Tlf: 28657541